Kirkekunst i Odense By
Domkirken i Odense er berømt for sin smukke altertavle fra 1500-tallet som har Jesu lidelseshistorie som et gennemgående tema.
I 1993 fik en række kunstnere en bunden opgave. De skulle med inspiration i Claus Bergs altertavle udføre en moderne fortolkning af motiverne. Det blev til fem gavlmotiver/ muralbilleder, alle parafraser over Claus Bergs altertavle.
Det blev til et vellykket samarbejde mellem kunstnere, Odense kommune og med daværende biskop Vincent Lind som konsulent. Det var fortrinsvis lokale virksomheder og fonde som dengang finansierede gavlmotiverne.
Biskop Vincent Lind sagde dengang: ”Som jeg ser det, kan vi med en let omskrivning af Matthæus kapitel 10, nu opfylde Jesu ord ved udsendelse af de 12 disciple: ”Hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike på gavlene”. Vi er tit så ydmyge i kirken. Men kirken skal ikke gå og hviske og holde sig inden døre. Kirkens budskab skal ud i byen.
Netop Claus Bergs altertavle er oplagt til formålet, fordi den oprindelig er lavet til Gråbrødrekirken, hvor franciskanermunkene holdt til. Frans af Assisis brødre blev kaldt gråbrødre. De var ydmyge og fattige og opfyldt af et ønske om at være grå billeder på kærligheden mellem mennesker. Gråbrødre var den tids gadeprædikanter. Derfor er ringen på en måde sluttet nu, hvor motiverne fra altertavlen kommer ud på gaden”.
Tidens tand er ikke gået sporløst hen over motiverne, men de er der stadig. Og mange kender, uden dog måske lige at være klar over det, billederne fra deres færdsel i den indre by.
Pilgrimsvandrerne på Fyn er således flittige brugere af billederne på deres en-dags ture i Odense.
En gruppe af interesserede har længe arbejdet med ideen om en renovering af billederne, og den 12. april mødtes man således i Domkirkens lokaler til et orienterende møde, med det formål at stifte en forening som kan og vil stå bag bevarelsen af gavlmotiverne. Tidligere domprovst Christian Dickmeiss fortalte om forhistorien og om billedernes tilblivelse, som var et gennemgående tema i stiftsårbogen 1993.
De tilstedeværende enedes om i nær fremtid, at danne en forening som vil stå bag en renovering af gavlmotiverne.
Den 24. april var der således stiftende generalforsamling i Foreningen til bevarelse af kirkekunst på Odenses gavle, og til bestyrelsen valgtes indretningsarkitekt Hanne Ipsen, civil.ing. Hans Møller Rasmussen, arkitekt Kristian Isager, malermester Bo Christensen og advokat Lars Peter Dam. Den 12. maj konstituerede bestyrelsen sig med Hans Møller Rasmussen som formand.
Til et renoveringsprojekt skal der bruges midler, og foreningens opgave bliver bl.a. at søge fonde, kontakte kunstnerne bag og ikke mindst sikre at billeder herefter kan bevares endnu en tid.
Det første motiv som er tænkt renoveret, er Jomfru Marias himmelkroning af Dinna Carvalho, det ses i Nørregade 49 ud mod parkeringspladsen ved Skulkenborg. Der er allerede tilsagn om en del midler til formålet, ligesom et budget ligger klar.
På sigt er det meningen at alle fem billeder skal renoveres Interesserede vil kunne indmelde sig i foreningen ved kontakt til bestyrelsens medlemmer.